"Jeg var ikke rigtig klar over, i hvilken retning jeg skulle og hos DS Flexhal, som er totalentreprenører, kunne jeg få prøvet alt det af, jeg gerne ville. En meget vigtigt ting er transportudgiften, især når man er på SU og her var DS Flexhal de eneste på matchmaking, der kunne sige, at den dækker de. Hvis ikke man får dækket kørsel, ser det lidt sort ud, hvis man, som jeg, bor på Lolland og ikke vil begrænses af afstanden", fortæller Tanja Steengaard, pratikant ved DS Flexhal.
"Fra første dag har jeg været en del af teamet her på Volvo-byggeriet. Jeg har fået opgaver, som jeg selv havde ansvaret for at få udført. Lige fra at indhente tilbud, til vise hvad opgaven går ud på, når ”manden” kommer på pladsen og følge op på, om arbejdet er udført efter forventning".
"Den første opgave jeg fik i hus, var cykelskuret, som var en bygherreleverance. Jeg var i tæt dialog med bygherrerepræsentanten omkring designet af skuret, rette leverandør blev valgt og jeg kunne underskrive aftalen".
"Jeg deltager i alle former for møder, har ansvaret for murerentreprisen, hjælper håndværkerne med tegninger fra Revit, laver tilsyn ude på byggeriet, sørger for at få tømt containere, opdaterer byggepladsplaner og meget andet. Jeg skal senere i forløbet være med til at lave ”as build”, så jeg også får indblik i den proces".
"Min oplevelse af at være byggeleder er, at det er en alsidig arbejdsdag fuld af udfordringer fra hele paletten. Jeg tager hjem hver dag med en følelse af, at jeg har udrettet noget og været med til at få tingene til at ske".
"Takket være Kasper, Anette, Martin, Alex, Kim og Flemming og DS Flexhal er jeg fuldstændig sikker på, at jeg skal være byggeleder", afslutter Tanja.