Entrepriselederkursus giver konkrete værktøjer til byggepladserne

Tirsdag d. 5. marts 2024 mødtes entrepriseledere, projektledere og assisterende projektledere fra både DS Flexhal og DS Stålkonstruktion første gang i år for at få konkrete værktøjer, de kan bruge i deres arbejde. Entrepriselederkurset blev afholdt i Hobro, hvor alle deltagerne mødtes til to dage med fokus på at udvikle kompetencer.

”Vi bliver bedre rustet til vores arbejde gennem kurset, hvor vi for eksempel lærer mere om planlægning, tidsstyring, konflikthåndtering, og hvordan vi bliver bedre til at afholde møder på byggepladserne,” siger Tanja Steengaard, entrepriseleder hos DS Flexhal.

Det er Brian Dahl Steinicke Thomsen fra Zephyr Consulting, der står for kurset, hvor han både tager deltagerne gennem gruppearbejde og undervisning til stor glæde for modtagerne.

”Brian er god til at sørge for, at det ikke bliver tørt og kedeligt, og gruppearbejdet er sjovt, fordi der også er en god dynamik i den gruppe, der er samlet på kurset,” forklarer Tanja Steengaard. 

Derudover er kurset også en oplagt mulighed for at lære sine kolleger på tværs af koncernen at kende.

”Jeg synes, det er fedt at lære mere om de kolleger, som jeg ikke nødvendigvis ser hver dag. Vi har overnattet på samme hotel, og det giver også mulighed for at snakke med hinanden udenfor arbejdet,” fortæller Tanja Steengaard.

Deltagerne på entrepriselederkurset kan nu se frem til at mødes yderligere tre gange gennem 2024, hvor de vil udvikle deres kompetencer yderligere. Indimellem de fysiske undervisningsdage er der online opsamlingsmøder, og det hele sluttes af i november.

[Include file '../GlobalCookieBanner/cookieinclude.cshtml' not found in 'Templates/CookieWarning/cookieinclude.cshtml']