DS Flexhal skal bygge kæmpe logistikcenter

28.400 m² lagerhal, produktion og en 19 meter høj silobygning i trafikknudepunktet Taulov Dry Port. Det bliver Danmarks næststørste logistikcenter, som DS Flexhal er med til at opføre.

”Vi er meget stolte over, at vi er valgt til at løfte denne opgave. Og vi glæder os utrolig meget til samarbejdet med både ADP, PFA som ejer og DLG som lejer”, fortæller regionsdirektør i DS Flexhal, Anette Storm.

Logistikcentret opføres i betonelementer med høje stålgitterspær, der sikrer en stor spændvidde mellem søjler, der optimerer lagerpladsen i det store byggeri.

”Faktisk bliver der 24 meter mellem søjlerne i logistikcentret. Det betyder, at DLG kan maksimere lagerpladsen effektivt i stedet for, der er søjler over det hele. Vores byggetilgang er altid fleksibel. Vi bygger nemlig altid på tryghed, tillid og fleksibilitet”, siger Anette Storm.

”Og så får Taulov Dry Port med silobygningen et markant vartegn for hele området. Bygningen kommer nemlig til at rumme 24 siloer”, uddyber hun.

Hun er meget glad for netop denne aftale, der sikrer DS Flexhal en synlig rolle i trekantsområdet, hvor man netop nu opfører flere byggerier, blandt andet det igangværende byggeri af en distributionshub for PostNord og en tilbygning for HAI i Horsens.

Det nye logistikcenters placering i Taulov Dry Port sikrer DLG en helt afgørende central placering, som giver grovvarekoncernen de bedste forudsætninger for på sigt at koble import- og eksport af grovvareprodukter med lagerfaciliteter og videredistribution til kunder. Og den effektive udnyttelse af lagerpladsen uden søjler sikrer de bedste forhold til det.

Fakta:
Det nye logistikcenter bliver på knap 28.400  og kommer til at indeholde flere lagerhaller til at opbevare og distribuere tørvarer, herunder en silo med tilhørende lager til opsækning af produkter. Byggeriet begynder i løbet af efteråret 2018 og forventes at blive taget i brug i januar 2020. DS Flexhals erfarne projektchef Asbørn Henriksen, som har mange store projekter på sit CV, kommer til at stå for byggeriet. Logistikcentret til sække-/pallevarer opføres og finansieres i et joint venture af Pensionsselskabet PFA og Havneselskabet ADP med DLG som lejere. PFA og ADP indgik i 2017 et joint-venture, hvor de to i fællesskab over de næste 10 år samlet set vil investere 1,5-2,0 mia. kr. i at udvikle Taulov Dry Port, som er en af Danmarks store erhvervshavne. Det udvikler ADP Taulov Dry Port som Danmarks multimodale transport- og logistikcenter.

For yderligere information, kontakt:
Regionsdirektør, DS Flexhal, Anette Storm på 22 16 18 55 eller ans@ds-flexhal.dk

Kommunikationskonsulent, Bulldog PR, Anders Jonssen på 28877550 eller anders@bulldogpr.dk

[Include file '../GlobalCookieBanner/cookieinclude.cshtml' not found in 'Templates/CookieWarning/cookieinclude.cshtml']