En ny domicilbygning med masser af historie og DS-DNA

Tryghed, tillid og flexibilitet har været byggestenen for både humor og et godt samarbejde med Hans Jensen Transport i næsten 50 år. Det er fundamentet for den måde, vi altid bygger på. Derfor er vi stolte af at have afleveret et nyt domicil til Hans Jensen Transport, som netop er flyttet ind i en ny administration med værksted og vaskehal til tankvask af tank og silobiler i Onsild. Og så har spaden fra ”første spadestik” fået rød julesløjfe på. 

I virkeligheden er vi faktisk ekstra stolte af netop denne opgave. For Hans Jensen var en af de allerførste kunder hos DS Flexhals stifter Svend Møller Hansen tilbage i 1969. Her producerede og svejsede Svend Møller Hansen selv stålspær fra sin fars lade, som skulle bruges til Hans Jensens daværende halbygning. Siden voksede begge firmaer til det, der blev starten på en lang rejse for både os og Hans Jensen Transport. 

Og lige om lidt kan DS Gruppen i 2019 fejre 50 års jubilæum. Det har kun været muligt på grund af gode og tillidsfulde samarbejder som det med Hans Jensen Transport. Derfor smilede vi også lidt ekstra, da den nuværende ejer og administrerende direktør i Hans Jensen Transport, Lars Jensen, ringede til Svend Møller Hansen omkring dette domicilprojekt. 

”Goddag. Jeg har en reklamation. Vi har købt en hal af jer, og den er ved at være lidt slidt. Der er ved at komme rust på spærene.” 

Tag ikke fejl af, at vi alle er stolte af vores arbejde, så at modtage sådan en reklamation, betød noget for Svend Møller Hansen. Svend spurgte, hvor gammel hallen var. Han har trods alt solgt en del gennem årene. 

Lars Jensen fortalte, at han ikke var helt sikker på, om den var fra 1969 elle 1970, og så forstod Svend den jyske humor. Fundamentet til et godt samarbejde var lagt.

Hans Jensen Transport har nu overtaget bygningen, der er solgt som en totalentreprise med grund. Det var en stor dag, da Lars Jensen og hans kone Gissela Jensen kunne overtage spaden, hvor logoet fra de to firmaer er indgraveret. Spaden har fået en flot plads, hvor alle, der kommer ind i den nye administration, kan se den. 

En stolt og tilfreds bygherre kan glæde sig over et forløb med en god proces. Han er ikke mindst tilfreds med, at byggesagen er blevet fulgt tæt af DS Flexhals stifter, Svend Møller Hansen, som har besigtiget byggepladsen næsten dagligt.

”Det er jeg både stolt over og rigtig tilfreds med”, fortæller Lars Jensen.

[Include file '../GlobalCookieBanner/cookieinclude.cshtml' not found in 'Templates/CookieWarning/cookieinclude.cshtml']